Lars-Henrik Schmidt og Steen Nepper Larsen:

Foreløbigt arbejdsgrundlag

 

Forskningscenter GNOSIS

 

–        Aarhus Universitets tværfakultære initiativ til studiet af mentale strukturer

Der kan konstateres en udbredt opfattelse blandt kyndige eksperter vedrørende konsekvenserne af de – frem for alt teknologiske – gennembrud i neurofysiologien de seneste tiår omkring årtusindskiftet. Hinsides det konkrete fagfelt vil neurovidenskaben ikke mindst få betydning for pædagogikken og filosofien fremover.

I lyset heraf har Aarhus Universitet ønsket at oprette af et tværfakultært forskningscenter til studiet af sindets løngange som supplement til fakulteternes pågående og hæderkronende indsatser.

Centeret er oprettet på initiativ af rektor Lauritz B. Holm-Nielsen. Intentionen er at

sikre et pædagogisk-filosofisk perspektiv på Århus Universitets banebrydende erkendelsestiltag.

Centeret er hjemmehørende på adressen Emdrupvej 54 2400 Kbh. NV.

Centeret ledes af prof. Dr. Phil. & Ph.D. Lars-Henrik Schmidt (research director).

Centeret refererer til universitetets rektor og ledelsessekretariat.

Centeret fungerer på en suveræn bevilling fra rektor.

I opbygningsfasen (2007-2011) har centeret tre delformål. Rektor evaluerer herefter, om initiativet har været formålstjentligt og dermed, om det skal opretholdes, overføres eller afvikles.

Delformål 1:

Centeret skal udføre forskning i tilknytning til universitetets ’cutting edge’- miljøers resultater –  herunder ikke mindst neuroscience - og sikre en tværfakultær dissemination af viden (jf bilag 1: Hvad er tænkning?)

Delformål 2:

Centeret skal forberede et kursusmodul henvendt til universitetets forskerstuderende, som berettiger, at AU kan betegne sig som ’det tænksomme universitet’ (jf. bilag 2: Hvad gør et tænksomt universitet?)

Delformål 3:

Centeret forpligter sig til ved ansøgning af i 2009/2011 at forsøge at opnå Danmarks Grundforskningsfonds anerkendelse som Center of Excellence (jf. bilag 3: Hvad kan det tænksomme universitet tænke, som andre ikke tør?)

Aarhus Universitet har allerede udmærket sig ved at lade det traditionelle filosofikum overleve som kurser i videnskabsteori og siden genopstå som studium generale. Det handler i den forbindelse om indstigning til forskningsverdenen. Det nye initiativ handler om afstigning eller overgang til erhvervsfunktioner i forskningserhverv.

Bilag 1: Hvad er tænkning?

 

Det er blevet et mere og mere påtrængende problem at forstå, hvad tænkning er. Alle har måttet bøje sig for, at nogen tænker skarpere, smartere, snildere etc. end andre. Hvorfor de magter det, er et andet problem. I tænkning er ligeværd aflyst! Tænkning som problematik er filosofisk – langt fra kun psykologisk eller neurologisk. Universitet fordrer den mentale aktivitet, vi kalder tænkning; men vi tænker egentlig ikke så meget over den.

Et af de forskningsfelter, som har høstet mest anerkendelse for sin fremdrift de senere år, er neurobiologien eller hjerneforskningen. Aktørernes forspring er båret af en ny teknologi, som handler om aktivitet i visse områder af hjernebarken – kort sagt en neo-freneologi. I en bestemt periode mente man at kunne sige noget om tænkningsvirksomhed ved at læse på skallen – nu gør man det ved at se på blodgennemstrømningen eller blokeringen af samme i dele af hjernen i typer af scannere. Den praktiske succes stå foreløbigt ikke mål med den epistemologiske gehalt og provokerer som sådan endnu ikke filosofien, der har haft en slags monopol på slige sager i den moderne verden, herunder universitetsverdenen efter reformerne i det 19. århundrede.

Men der er store udfordringer til filosofien i de nye indsigter. Filosofiens forsvarsmanøvrer skal vendes og anvendes til at kvalificere de nye tiltag.

Kan man registrere og dokumentere, hvornår og hvordan et menneske får en idé (tid, menneske, idé)? Kan man stimulere kreativitet og innovation? Et er at registrere – et andet at stimulere, et tredje at foreholde (validere)!

Som teori om mentale aktiviteter er filosofiens korrektur til hjerneforskningen, at der ikke kan opstå en tanke, men at det tænkes i baninger. Der er kort sagt så meget, der netop ikke kan tænkes. Filosofien er optaget af det utænkelige, som båndlægger friheden og kontingensen i uomgængelige mønstre. Filosofien søger at identificere ’obstacles’ for fri tænkning.

Hjerneforskningen tænker i nye tanker. Det gør mentalitetsforskningen også; men den tænker også i det, der forhindrer nye tanker: Hvorfor og hvordan findes der mentale spordannelser? Og hvorledes kan vi studere disse immaterielle strukturer? Uundgåeligheden, uomgængeligheden, oplevet som afmagten. Tanken synes på én gang at være uden alder og uden sted; men den er også situeret, inkarneret og diskursiveret.

Filosofien har været meget optaget af bevidstheden – samviden, samvittighed og samfølen, erkendelsesteori, moralfilosofi og empati. Hvordan kan det være, at man på nogle sprog ikke kan skelne mellem ’conscience’ og ’consciousness’? Nyere spekulationer peger imidlertid i en anden retning. Inspireret af andre tænketraditioner leder man i dag ikke efter bevidsthedens problem men efter at kaste lys på opmærksomhedens problem. Bevidstheden var i den grad forbundet med forestillingen om en sjæl, mens det vi nu søger er tilstedeværen. I filosofihistorien har man – godt hjulpet af teologien – forsøgt at problematisere, hvorvidt andre skabninger havde en sjæl og dermed bevidsthed. Nu er man mere opmærksom på deres opmærksomhed (”awareness” – tagevarhed, vartagenhed). Med bevidstheden stillede bevidstheden sig op over for verden (subjekt-objekt) og fandt i slutningen af 1700-tallet og begyndelsens af 1800-tallet sit arkimediske punkt i selv-bevidstheden (Det kalder vi nu om dage reflektivitet eller 2. orden observation). Nu om stunder fordufter arkimedespunktet; men filosofien vil ikke forlade sig på en samfundsvidenskabelig evidenstænkning: Der findes et ”Life of the Mind”, og spørgsmålet om hvad mening er kan ikke reduceres til en de sandheder, som den empiriske, evidensbaserede forskning måtte kunne fremsætte.

Tesen er, at der er en ny metafysik undervejs, som ændrer viljen til ordens kurs. Tesen er, at samtiden har fået en hang og en trang til at forestille sig, at det er hjerneforskningens privilegium at  kunne fortælle os, hvem vi faktisk er, og hvad vi kan og måske endda skal blive til. Tidsånden synes at bevidne en lang række anmassende forhåbninger til alt fra neurolearning og neuromanagement til neuroeconomics og neuromarketing.

På dansk er ’the Mind’ simpelthen Sindet. Forskningscenteret GNOSIS er bestemt ved sin teoretiske genstand: sindets løngange. GNOSIS skal ikke udføre eksperimentel hjermeforskning. GNOSIS skal have modet til at rydde op i begreberne. Hvis neurovidenskaben hævder, at hjernen er et handlingssubjekt og den privilegerede, indre centralperspektiviske aktør (’Min hjerne – det er mig’), så aktiveres GNOSIS’ sprogkritik.

GNOSIS skal dog ikke kun indtage kritikerens rolle, men også turde tilbyde nye begreber, der om muligt kan fremvise genuine tænknings- og sanselighedskvaliteter, snarere end at identificere og måle på spor af sansningsaktiviteter i hjernen og blodgennemstrømningstryk og –hastigheder.

GNOSIS’ videnskabelige grundlag er ikke enkeltvidenskabeligt: ikke psykologi, sociologi, biologi eller teologi. Genstanden for den filosofiske og tværvidenskabelige tilgang er de mentale strukturer, hvorom det gælder, at de netop er mentale, og at de er strukturerede.

Sindet (’the Mind’) har sig egen problematik mellem forholdet til det ydre og forholdet til det indre. Sindet er selvforholdende og kun sind for så vidt det er således forholdende til forskel fra bevidsthed, sjæl, psyke, jeg, ego, det ubevidste etc.

Den moderne oversættelse af sind er ’selv’; men dette selv er et socialt selv.

Studiet af mentale strukturer er konfronteret med to veje:

Det indres erfaring af det ydre (verden)

Det indres erfaring af sig selv som ydre (kroppen, sanseligheden)

Det første problem kaldes omverdensproblemet

Det andet det psyko-fysiske problem

Spørgsmålet er om den ny forskning – specielt neurofysiologien - medvirker til at aflaste disse traditionelt uomgængelige problemer, eller i det mindste stiller dem anderledes.

Der er to tæt knyttede veje til at kortlægge dette felt. For det første må studiet af de mentale aktiviteter tage afsæt i fire processuelle substantiveringer, der udpeger følgende distinkte, afgørende og strukturerende mentale humane ’fakulteter’:

Tænken

Villen

Dømmen

Håben

For det andet må studiet af disse aktiviteters afmagtende begrænsninger anvende fire modalverber, der udpeger ganske forskellige menneske forholds- og handlemåder:

Kunnen

Skullen

Prøven

Turden

Det forskningsledende spørgsmål er så i og hvorvidt den nyere neurofysiologi kan rektificere den klassiske filosofihistoriske erfaring, samt i og hvorvidt den klassiske filosofihistoriske erfaring formår at provokere de nye neurofysiologiske indsigter. GNOSIS ønsker således både at oparbejde en genuin viden om det neurovidenskabelige forskningsfelt, men også at spille tilbage med og byde på andre mulige fortolkningstilbud af Sindets løngange. GNOSIS har større ambitioner end bedrevidende at tygge drøv på filosofihistoriens traditionelle greb. Idéhistorien må så at sige tydes fremadpegende, indgribende og samtidskritisk. 

Siden oplysningsfilosofien har vi levet under den profylaktiske fornufts regime: Den beskrivende (ontologiske) fornuft henholdt sig til domæner; den forklarende (epistemologiske) fornuft henholdt sig til fakulteter, og den foregribende (profylaktiske, sociale) fornuft henholdt sig til interesser; vi er nu på vej ind i optagethedens fornuftsregime. Det aflæser vi i erkendelsesteoriens arvtagere, det ser vi i hverdagslivet.  Vi ser på vidensfelter og læringsstile. En fornyet indsigt i de mentale strukturer vil forhåbentlig kunne give et bedre bud på læringsstrategier end den historieløse genopdagelse af det 20. århundredes karakterologier og typologier (Jung m.fl.). Vi befinder os i interpretationens æra; men med den nye scanningsteknologi er der åbnet for en anderledes evidensbasering, som på godt og ondt fremstår med større autoritet end filosofiens spekulationer.

GNOSIS åbner for studiet af de mentale strukturer: Hvordan magter man at interpretere? Og just: hvad magter man ikke at interpretere!

Det er allerede nu veldokumenteret, at hjernens dannelser er interdependente med de sociale begivenheder – og det kalder vi så mentale strukturer eller ufrihedens inkontingens.

Vi kan studere dem med nye teknikker – med neuroscience til den ene side og med kognitiv semantik, sprogspilsanalyser og læringsteori til den anden.

Det er i denne port, GNOSIS’ tænkeforskning finder sin berettigelse. Tænkning – helt præcist hjernen – kan trænes. At hverken genomet eller hjernen som sådan er skæbne, er den ny indsigt, som revitaliserer filosofien og naturvidenskaben i disse år. Hverken generne eller den nyfødte hjerne koder for éntydige egenskaber.

Og hvad skal man så bruge tænkning til? Ikke mindst til at skabe uventede nye begyndelser, til at muliggøre det overraskende. Men tænkning kræver et ’træningsprogram’. Det er det GNOSIS tilbyder, og det er endnu en berettigelse.

* * * * *

”The most incomprehensible fact of nature is the fact that nature is  

  comprehensible.”

                                                                                       Albert Einstein

At være menneske betyder ikke mindst at fortolke sin væren, idet man er. For tiden er der mange, der tror, at hjerneforskningen (kognitions- og neurovidenskaben) er på nippet til at fortælle os, hvad og hvem vi er. Hjernen har mellem 100 og 1000 milliarder celler (neuroner). Hver af disse neuroner kan have op til 10.000 forbindelser til andre celler. Det anslås, at der dannes der op til 13 billioner forbindelser mellem hjernecellerne igennem et enkelt menneskes liv. De allerfleste af disse synapser knyttes efter fødslen, ikke mindst når vi stimuleres. Den menneskelige hjerne vejer kun ca. 1,3 kg; men den er uhyre plastisk og tager form af, hvad vi bruger den til. Den kvalificeres fx både via problemløsning, andre menneskers omsorg, kunstneriske oplevelser og via fysiske udfoldelse.

       De sociale mønstre er med til at forme vores natur og dermed den menneskelige biologi, der samtidig er med til at muliggøre nye former for socialitet. Biologi og menneskelige kultur- og samfundsudtryk er ikke modsætninger; men de kan heller ikke reduceres til hinanden. At være menneske betyder at være i gang med en livslang anden fødsel. Den første fødsel havde vi ingen indflydelse på; men det har vi på heldigvis på den anden.    

      Hjernen påvirkes og får kvalitet gennem sociale udvekslinger, via kommunikation med andre mennesker, igennem sansninger og de motoriske eventyr, vi gennemløber på tværs af tid og i rum. En særlig håndværksmæssig kunnen, kunstnerisk åre eller særegen sproglig elegance synes også – med en noget fri formulering - at være med til at sætte aftryk i synapserne.

      Den menneskelige hjerne er uhyre kompleks og foranderlig. Den gådefulde grå materies natur er ikke en given, stabil natur. Hjernen tager form af vore handlinger og vore tanker hele livet igennem.

Hvorfor besidder samtiden mon så uhyre forventninger til kognitionsforskning og evolutionær biologi af naturvidenskabelig støbning? Det er der flere mulige svar på:

- For det første udmærker menneskehjernen ved at være meget stor i forhold til andre pattedyrs hjerner. Vi burde faktisk veje ca. 500 kg med de hjerner vi er udstyret med, og det gør vi ikke endnu på trods af fedmeepidemien. Det giver mange muligheder for, at vi bruger noget af vor tænkekapacitet til at tænke over, hvad hjernen er, kan og ikke kan.

- For det andet er det blevet teknologisk muligt at scanne menneskehjernen stadig mere nøjagtigt, hvorfor en større og meget blandet hær af alvorligt syge mennesker, politikere, neuropsykologer, uddannelsesforskere og markedsagenter venter sig meget af de fremkomne forskningsresultater.

- For det tredje kan hjerneforskningen blive vor tids nye metafysik, hvis den tiltager sig ret til at sige selveste Sandheden om mennesket. Som neurocentrisme vil den i værste fald kunne (mis)bruges til os at frakende os den personlige skyld. ”Jeg gjorde det ikke; det var min hjerne…”. Argumentet vil lyde, at det er min biologi, der determinerer mine anlæg og mine handlinger. Gevinsten for den enkelte vil bl.a. være afstressning og good-bye til den dårlige samvittighed. 

     Umiddelbart stilles vi således en verdensformel i udsigt at støtte os til i en angstprovokerende og uoverskuelig tid, hvori globaliseringen besynges som noget, der ligner en nødvendig naturkraft. Vi lever i en tid, hvori den enkeltes ’humane kapital’ skal plejes gennem hjerne-fitness (et anden ord for livslang læring), der bl.a. går ud på, at de kreative evner skal maksimeres og trimmes fra vugge til krukke.

        Men før vi giver os til at misforstå den komplekse evolutionshistorie og tyder kogitionsforskningen som et aflastende ærkekonservativt budskab, der siger, at vi må lære vore naturlige anlæg at kende, så vi bedre kan tilpasse os det givne, så bør vi huske på, at menneskelivets hjernematematik består af svimlende mange ubekendte og livgivende muligheder. Naturen er aldrig fikseret, hverken ’derude’ eller inde i os selv. Vi er selv medskabere af en stor del af de synapser, der som oftest knyttes ganske ubevidst i vore hjerner. Frem for alt er vi meget andet end vore personlige hjerner. Når vi tænker er vi fx ofte ude af os selv i mere end én forstand. 

Bilag 2: Hvad gør et tænksomt universitet?

 

GNOSIS forbereder et kursusforslag for AUs Ph.D.- og Post.Doc.-studerende. Det skal styrke universitets omdømme som det tænksomme universitet og give de forskningsstuderende mulighed for at træne deres hjerner og udveksle perspektiver med hinanden på tre overordnede temaer:

i) Hvad er tænkning?

ii) Hvad er forskningsetik?

iii) Hvad er videnspolitik?

Temaerne er både så generelle og så tværvidenskabeligt inviterende, så kurset kan tilskynde hver enkelt forskningsuddannede til at få mulighed for på én gang at kvalificere sit selvforhold og at anticipere mulige ’praksis-chok’ uden for universitetets gule mursten.

i) Hvad er tænkning?

Der er som sagt tale om et frygtindgydende, et gammelt og et komplekst spørgsmål.

Igennem årtusinder har filosofien og videnskaben grublet over dette. Umiddelbart synes tænkning at eksistere som et fænomen, det enkelte menneske har en privat og privilegeret, en indre mental adkomst til og rationel viden om, jf. René Descartes’ berømte diktum Cogito me cogitare, ergo sum . Men intet menneske har nogensinde set en tanke, selvom vi alle kender til det at tænke og kan se spor af tænkning i alt fra hjernescanninger og videnskabelige formler til byplanlægning, digteriske eksperimenter, tolvtonemusik og affaldssorteringssystemer. Vi mærker end ikke, at der er aktivitet i hjernen, når vi tænker, og at hen ved en femtedel af kroppens energi forbrændes af kraniets blødere dele, selvom de kun vejer lidt over et kilo. Forsøger vi os midt i denne forlegenhed med en forestilling om. at der måtte sidde en lille klog mand (= vort sande jeg) inderst inde i os, med en særlig evne til at tænke og styre vore tanker, så er vi faktisk meget dårlige tænkere.

      I modsætning til, hvad Descartes’ forestillede sig, er tænkningen faktisk inkarneret. Tanken er kropsliggjort erfaring (“embodied thought”), som lingvisten Georg Lakoff og filosoffen Mark Johnson udtrykker det i Philosophy in the Flesh (1999). Tænkningen kan ikke forstås uden menneskets evolution, viden om hjernens udvikling og de neurale mekanismer funktionsmåde. Menneskets tænkning, fornuft og sprog er ikke dumpet ned fra himlen; men tænkningen kan ikke reduceres til biologisk logik. Den kan vise sig at være både overraskende og uforudsigelig.   

      Mennesket er ikke en verdensløs, ikke-kropslig tænkende instans; der indtræder i en neutral tid eller befinder os i et foreliggende og givet tre-dimensionalt rum. At være menneske er altid at være i en situation, i en begivenhed. Tiden er hvirvlet ind i vor eksistentielle forfatning, og rummet er noget, vi konstituerer, kvalificerer, besætter, skærer til, opstriber, bebygger, bebor, besejler, gennemskærer etc. Fornuften er ikke en afsondret og selvgivet entitet, og kroppens proportioner og øvrige træk er altid involveret i betydningsdannelsen. Med en kiasme kan det pointeres, at vi erfarer en betydende verden som kroppe, der tænker og tanker, der ’kropper’. Vi har et engageret og brugende forhold til verdens muligheder, og vi kan faktisk meget mere, end det vi ved og kan nå at tænke.

      Intet i tænkningen, endsige for tænkningen eller via tænkningen er os fremmed(t); thi tænkningens substans, indhold, form, subjekt, institutioner, organisationer, steder, regler, (for)mål, mening, grænser, størknede udtryk, semantisk-syntaktisk-leksikalsk-pragmatiske af-tryk - alt dette står (i princippet frem) i foranderlighedens og ikke i det a priorisk domesticérbare lys. Men i dag er det vanskeligt at sætte begrebet tænkning ind et menneskehedens selvbevidste, historiefilosofiske selvvirkeliggørelsesprojekt – som åndens kommen til sig selv igennem en heroisk og fremtidsforjættet bevægelse af formen Phänomenologie des Geistes (titlen på Hegels hovedværk fra 1807). Vi synes at måtte leve med et radikalt afkald på en klassisk-metafysiske tænkning, der tror, at den med autoritet og absolut sikkerhed kan udtale sig om den første grund og den sidste mening. Måske har tænkningen slet ikke længere brug for (at spille ud med & fra ærmet at trække) esse(nse)r og universelle sandheder. Det ændrer dog ikke en tøddel ved, at mennesket fortsat er ’dømt’ til mening og fortolkning, og at såvel tanke- som handlemulighederne for menneskedyret er noget større og intellektuelt mere krævende, end det synes at være tilfældet for andre dyr. Homo sapiens kan vælge at leve livet på mange forskellige måder. Mennesket har en omfattende semiotisk frihed, der er blevet til igennem den kulturhistorie, der samtidig er en naturhistorie. Der sker en samtidig udvikling af sproget og den menneskelige hjerne. Dertil kommer, at de sociale processer og anvendelsen af redskaber (teknologi) spiller ind på de måder, vi lærer at tænke på. Naturen og kulturen påvirker i hinanden gennem en co-evolutionær proces. Der er tale om overraskende og livgivende synergetiske udvekslinger med flere årtusinder på bagen (jf. Terrence Deacon: The Symbolic Species. The co-evolution of language and the human brain , 1997 og Steven Mithen: The Prehistory of The Mind. The cognitive origins of art, religion and science , 1996).

Det stod ikke skrevet i generne, at Einstein skulle blive til ’Einstein’, og at Miles Davis skulle blive en uomgængelig fornyer af jazzmusikken. Hverken hjernen eller generne forfølger et éntydig telos. Mens vi lever, opbygges der koblinger (synapser) i hjernen. Vi kvalificerer så at sige vores natur, når vi lever i det sociale. Vore aktiviteter (kunster) og vor biologiske udrustning virker ind på hinanden. Første- og andennaturen muliggør hinanden, og der er derfor ingen grund til at føle sig tvunget til at skulle vælge side og hævde, at det enten er tanken og det immaterielle eller kroppen og det materielle, der er nøglen til det hele. Kigger vi nærmere på sagen, viser det sig også, at følelse og fornuft, sanselighed og rationalitet, æstetisk og logisk sans er indfældet i hinanden; de er ikke antiteser eller absolut adskilte fænomener. Det ontologisk-antropologiske underlag er, at menneskets måde at eksistere på implicerer, at det fortolker sin væren, idet det er – med alt hvad det er, har været og kan blive.

      "Wir kommen nie zu Gedanken. Sie kommen zu uns." Således skrev Martin Heidegger. Måske er det netop tilfældet, at de bedste af vore tanker ikke er blevet til, fordi vi ville tænke dem; de er så at sige kommet bag på os. Tænkningens begivenhed minder os om, at mennesket kan tænke; men også om, at der er så meget, det ikke kan tænke.

     Vi kan ikke mestre døden, livet, sproget, kosmos og de evolutionære tilfældigheder, der gjorde, at menneskearten overhovedet så dagens lys. Vi er ikke og kan aldrig blive vores egen fader eller moder; vi har ikke selv villet vor eksistens. Hvad angår væsentlige dele af livet i kosmos, er der tale om en ikke-tilrådighed-væren, og ikke blot om villigt-sig-tilbydende manipulationsmuligheder. Tænkning er ikke en nekrofil parkering; ikke blot det at nagle døde fluer til en tavle for de sejrrige klassifikationer; ikke blot en menneskehedens retrospektive, præskriptive, prognostiske eller profylaktiske vilje til unison, éntydig og forpligtende orden. Mennesket er det dyr, der kan undre sig over alt fra sprogets logik til verdens vrimmel af fænomener og andens skønhed. Det er med Nietzsches ord ”das noch nicht festgestellte Tier” eller udtrykt på en anden måde: vi er altid i færd med at blive til. Peter Sloterdijk siger, at livet er en ”lebenslange zweite Geburt”.

     Den klassiske tankes subjekt-objekt-maskine opererer med to givne ”…’universalier’: det Hele som værens endelige grundlag eller altomsluttende horisont, og Subjektet som det princip der omdanner væren til væren for-os”, som Gilles Deleuze og Felix Guattari skriver i Mille Plateaux (1980, s.489). Kongenialt kaster mange tænkere sig i disse år ind i kampen imod den klare tankes kontroltårn med stor lyst til at afvikle den idealistiske og selvtransparente myten om den frie udvekslings sandhedsproduktion og med en vilje til at borttrylle den notoriske forhindring for at tænke tankens frie flyden: den radikalt duale tanke-stof-konstruktion af verden i to regimer: bevidsthedens og verdens.  

     Det er en fejl at billedgøre hjernen som rodfæstet, siger de to franskmænd: ”Mange mennesker har et træ plantet i hovedet, men hjernen selv snarere er græs end træ” (op. cit., s.21). Ved det 21. århundredes begyndelse må tanken tænkes som noget ikke-indre, ikke-mentalt, ikke-psykologisk, ikke-essentialistisk, ikke-éntydigt - men snarere som noget ucentreret, netværksorienteret, socialt og naturligt interaktionistisk. Kort sagt må tanken tænkes som noget ikke suverænt eller udelukkende villet; men som noget der kommer udefra. Udfordringen gælder: at tænke tanken i dens tilblivende bevægelse og at forstå, at tanken hverken har tyngde eller er vægtløs.

      På spørgsmålet om, hvor vi er, når vi tænker, må vi for det første sige, at spørgsmålet er forkert stillet, da tænkningen foregår mange andre steder end inde i hjernen. Perceptionen må begribes som noget, der er ude blandt tingene. Bevidstheden kan så at sige ikke lade være med at gå ud af sit gode skind. Noget helt andet er, at tanken er vævet sammen med sproget, og at tanken er fuld af mønstre, menneskets selvbevidsthed ikke selv véd, hvordan den nogensinde har lukket ind. Noget helt tredje er, at kommunikationsteknologier af alle arter bringer det fjerne tæt på, og os langt væk fra os selv. Tingene kommer tæt på tankerne, og tankerne botaniserer nomadisk og flygtigt på mange scener på én gang.

     I mange tusinde år har vi i øvrigt kunnet fastholde vore tanker i ydre symboler. Skriftsproget var en vigtig maskine tankegenererende tankespredning. Den tyske sociolog Ulrich Beck siger, at vejen ud af ensomhedens fængsel går gennem bøgernes dør. Der er kort sagt mulighed for at lære at tænke med de andres tanker og eksempelvis med kunsten. Mange andre har været her før os og tænkt og virket i lang tid før, der overhovedet var tænkt på os. Inviterer vi de andres tanker og værker ind under huden, får vi flere øjne og ører at se og høre verden med. Tænkningen kan dermed gøre verden rigere på betydning. Mennesket er et tænkende og socialt dyr, der besidder en unik evne til at anerkende og forstå, at andre mennesker også er tænkende individer. Vore hjerner og vort sprog giver os mulighed for at dele tanker, fortolkninger og opfindelser med hinanden. Eksempelvis er det muligt for os at lære det nyes forældre (samtidens aktuelle begreber og vendinger) at kende ved at studere tænkningens historie og forfølge begrebernes forvandlingsformer. Samtidens kortåndede og ofte historieløse selvfølgeligheder påbyder os at tænke os om. Eksistensæstetisk drejer det sig om at tænke de tanker, der værdiggør livet og giver sproget fylde. Gedigen tænkning udspringer ikke mindst af en evne til decentreringskunst og en vilje til at foretage en række midtpunktforskydninger. Det er på én gang vanskeligt og ufatteligt enkelt; thi i tænkningens verden er vi aldrig alene og aldrig nogensinde de første.

Jürgen Habermas hævder i Zwischen Naturalismus und Religion. Philosophische Aufsätze (2005), at der må plæderes for  ”einen nicht-szientistischen oder ’weichen’ Naturalismus” (S.157); thi spørgsmålet er ikke om det menneskelige liv er et produkt af den evolutionsprocessen eller om ”ånden” er en del af naturen. Allerede Theodor W. Adorno var inde på, at naturen måtte indtænkes i subjektet, og at jeg’et selv er et stykke natur.

      Habermas’ og hans gamle læremester Adornos åbning er meget vigtig. Med en blød naturalisme undgår man at polarisere sin filosofiske tænkning til enten at tænke i mind eller matter, tanke eller krop, natur eller kultur. Man vedkender sig, at mennesket og dets tanker også er natur; men at de ikke kan reduceres til noget, der er determineret. Der er grænser for selvobjektiveringen; thi vi lever i og af betydninger og fortolkninger. Vi er uforudsigelige dyr, der kan give gode grunde for vore handlinger og argumentationsformer - og ikke mindst kan vi finde på at sige nej. Adornos åbne, ikke-polære ikke-identitetstænkning må arves på begavet vis i samtidens brogede tankelandskab.

      Endvidere hævder Habermas også, at forholdet mellem ”Gehirn” og ”Geist” ikke kun kan være et naturvidenskabeligt anliggende. Hvorledes hjernen angiveligvis skulle determinere ånden, og ånden skulle programmere hjernen; det må undersøges tværvidenskabeligt. Biogenetik, neurobiologi, hjerneforskning, kognitionsforskning m.v. har ikke monopol på at sige sandheden om eller for os. Deres objektiverende videnskabssprog skal altid selv fortolkes af det enkelte menneske i en(e)rum og i den kommunikerende offentlighed.

      Som mennesker er vi altid både deltagere og iagttagere, handlende og objektiverende, engagerede og distancerede. Det er væsentligt, at det objektiverede videnskabssprog konstant søges udfordret af et eftertænksomt engageret menneske og af andre typer af ikke-objektiverende videnskaber, der fx er optaget af at studere mentale strukturer og tidens magtfulde selvfølgeligheder.

”Thought processes unlike common sense, can be physically located in the brain, but     nevertheless transcend all biological data, be they functional or morphological…”

Hannah Arendt: The Life of the Mind. One/Thinking (1971, p.52)

Der er mindst tre faldgruber, som GNOSIS og andre tænkende må undgå at falde i i samtidens tankelandskab:

- 1) Den kognitionsteoretiske og biologistiske reduktionisme af det sociale og af de mentale strukturer til alene at være noget, der sidder i hjerner og/eller i generne

- 2) Mentalisme, bevidsthedsfilosofi og dualisme (filosofiske positioner, der tager afsæt i den suveræne og selvnærværende bevidsthed stående over for og over væren, historien, det sociale, den Anden, verden, stoffet og kroppen…)

- 3) Den voluntaristiske socialkonstruktivisme (der synes at hælde til, at vi intentionelt og historisk-relativistisk konstruerer den verden, der er).

Det såkaldt psykofysiske problem udtrykker den forlegenhed, at det ikke har været muligt for en lang række klassiske, kristne og rationalistiske tænkere at forklare og forstå, hvorledes det psykiske (det sjælelige, det materielle) og det fysiske (det legemlige, det materielle) hænger sammen og fungerer.  Ambitionen for den moderne åbne filosofiske og tværvidenskabelige tænkning er at overskride det psykofysiske problem uden at gøre hjerneforskningen til svaret eller til den eneste videnskabelige tilgang til sandheden, men også uden at lade humaniora og samfundsvidenskab fortsætte med at være indifferente over for kognitionsforskning og nyere naturvidenskab.

     Det gælder om at gøde jorden for flere forskellige typer af konfessionsløs tænkning, der vover pelser og giver sig stoffet i vold. Tænkningens begivenhed er også en prøve for hvert eneste menneske. Hvordan lærer vi at skærpe opmærksomheden, at skærpe engagementet og at gøre tanken spændstig, vækkende og kritisk i en tid, der ønsker at gøre den til en vare som enhver anden og til noget, der skal kunne faktureres og kontraktstyres på kommando?

 

 

ii) Hvad er forskningsetik?

”Det videnskabsetiske komitésystems opgaver er ifølge loven at sikre, at biomedicinske forskningsprojekter gennemføres videnskabsetisk forsvarligt. I forhold til at skabe mulighed for udvikling af ny, værdifuld viden går hensynet til forsøgspersonens rettigheder, sikkerhed og velbefindende forud for videnskabelige og samfundsmæssige interesser.”

                                                            Det videnskabsetiske komitésystem, 2007 

Forskningsetik er et meget omfattende felt, rækkende fra den uomgængelige nødvendighed af som forsker at sikre sig en samtykkeerklæring fra respondenterne i forbindelse med retten til at bruge udsagn og data i offentliggørelsesøjemed og til magtfulde forsøg på at kommercialisere livet og patentere adgangen til offentlige goder, såsom viden.

     Umiddelbart drejer forskningsetik sig om at udvise omtanke, respekt og en evne til at anvende en situationsbetinget dømmekraft og sansen for en udviklet Fingerspitzgefühl, der ideelt set åbner for en selvbegrænsningens etik. Hvornår må forskeren eksempelvis afstå fra at spørge videre? Men forskningsetik drejer sig også om de emner som fx prænatal diagnostik, genetisk modificering, transplantation, retten til en værdig død, kloning, stamcelledyrkning, der ikke blot byder hvert enkelt menneske at tage livtag med ”Qual der Wahl” - den tyske filosof Peter Sloterdijks kontante og præcise formulering - men som også gøres til genstand for møder og tvister i videnskabsetiske komitéer, i de nationale etiske råd, i den videnskabelige offentlighed og i massemedierne.

      Det er oplagt, at der er meget store forskelle på de forskningsetiske dilemmaer inden for de forskellige videns- og arbejdsområder. Der gøres forskellige erfaringer i feltarbejdet (antropologi), i de delikate sociale processer (sociologi, politologi) og på hospitalerne og i laboratorierne (medicinsk og lægemiddelindustriel forskning). Men fælles for dem alle er, at de er underlagt krav om redelighed og dokumentation. Med en parafrase på den franske filosof Gilles Deleuzes formulering drejer forskningsetik sig om at søge ikke at blive gjort uværdig til det, der sker med én, når man forsker.

      Forskningsetik drejer sig også om retten til ytringsfrihed, autonomi og uafhængighed i en tid, hvor både private virksomheders og offentlige institutioners har et meget stort behov for vidensproduktion. Viden er blevet dén strategiske produktivkraft, og forskernes ideer kan vise sig at være guld værd på Børsen. Forskningsetik berører således også spørgsmål om intellektuel copyright. Hvad gør virksomheden, organisationen og institutionen med den forskning, den forskende leverer og hvad bør de gøre? Ethvert foretagende er sårbart over for intern og ekstern kritik og ser sig helst omgivet af loyale medarbejdere. Mange ønsker helst at fungere på afstand af den ofte ganske nådesløse offentlighed, men samtidig efterspørges der gode historier og stærke brands. Forskningsetik drejer sig ikke blot om at beskrive, hvad der sker i forskningsverdenen, men om at værne om såvel åbenhed og forskningsfrihed i en tid, hvor der kan ses tendenser til en centralisering af og en strategisk styring af forskningspolitikken, der risikerer at underlægge forskningen en række forskningsfremmede krav. 

      Forskningsetik drejer sig også om, hvem man deler viden med og hvilke netværk man kan, skal, vil indgå i. Forskningsetik drejer sig også om professionsethos. Hvad svarer man fx ikke på? Hvornår udtaler man sig som ekspert og hvornår ’blot’ som privatperson? Kan man være uvildig? Er man altid meningsdanner? Eksisterer der en forpligtelse til at være offentlighedens ven og til at oplyse ’folket’? Hvad bestemmer forskerens engagement, hendes drivkraft og hans commitment?

      Forskningsetikken berører også den enkelte forskers arbejdsmæssige forhold. I en tid hvor mange bliver stressede og ikke føler, at de kan gøre deres arbejde ordentligt, risikerer ikke blot hin enkelte, men også forskningskvaliteten at lide overlast.

      Endelig er det vigtigt at pointere, at forskningsetiske problemstillinger ikke blot omhandler det enkelte menneskeliv i et dagsaktuelt perspektiv, men også om overordnede og anmassende spørgsmål om eksempelvis dyrevelfærd, klima- og miljøpolitik, med det, der muligvis lidt højstemt kan kaldes for det planetare ansvarsområde.  Er der fx noget, som samfundet kan kræve, at der ubetinget bør forskes i, selvom staten hævder, at der ikke er råd til det?

iii) Hvad er videnspolitik?

     Traditionelt har det heddet sig, at videnskaben styres af jagten på sandhed, mens politikken er optaget af at erhverve sig og ikke mindst af at gennemsætte magt. Men i et stadig mere vidensintensivt samfund, der bruger store kolossale summer på at søge og producere viden, og hvor ny viden efterspørges som aldrig tidligere i verdenshistorien, mens gammel viden ugyldiggøres og overflødiggøres med lynets hast, går der ikke blot politiske interesser, men også store økonomiske interesser i vidensskabelsen. Politikken bliver økonomisk og økonomien politisk, mens videnskaben beskydes med både politiske og økonomiske flordringer.

      En lang række intimt-sammenvævede, ærtehalmsagtige spørgsmål dukker op. De filosofiske af slagsen lyder: Hvad driver viljen til viden, viljen til sandhed og viljen til magt? De forskningspolitiske lyder: Hvordan styres og ledes forskning og vidensproduktion i et vidensafhængigt samfund? De samfundsteoretiske og –kritiske lyder: Hvad sker der med viden, når den vareliggøres? Er det fx imod videns natur at blive gjort privat og at blive gjort knap; thi den er jo oftest et resultat af en social kooperation og ikke af én opfindelse gjort in splendid isolation, og der bliver jo faktisk mere af den, når den bliver brugt?

      Skal universitetet se sig selv som en virksomhed, der producerer viden til et marked af forbrugere eller oplysning til samfundets borgere? Den nationale konkurrencestat proklamerer, at vi skal leve af kreativitet og vidensproduktion. Globaliseringen betyder frem for alt en skærpet konkurrencekamp om de bedste hjerner og de mest virile tanker. Vil vi være en vindernation, skal vi gøre os til en vidensnation, lyder én af samtidens mest markante selvfølgeligheder.

      Stod det til de hjemlige Innovations- og Globaliseringsråd så skulle den følgende enkle et-to-tre-trinslogik styre vidensproduktionen. Den er nemlig udset til at følge devisen: 1) Kreativitet (idé, tændgnist, impuls) muliggør 2) innovation (opfindelser, know-how, implementering, anvendelse af teknologi), der muliggør en ny adfærd på et 3) marked (her viser det sig, om den ny viden har værdi; det sker i form af konkurrencefordele, der resulterer i en større indtjening og en højere profit på det stadig mere globaliserede marked). 

     Ambitionen må være, at alle landets studerende fra grunduddannelses- til forskeruddannelsesniveau lærer at forstå konteksten om deres kommende virke på det akademiske arbejdsmarked. I den kognitive kapitalisme, som vi er på vej med stormskridt ind i, bliver vore tanker, vore begrebslige ydelser og konceptuelle produkter transformeret til strategiske produktivkræfter og kostbare varer, og det er ikke dårligt at kende sin værdi ikke bare for andre (bytteværdi), men også for sig selv (brugsværdi). Selvom magtfulde interesser forsøger at prissætte vore tanker, er det nemlig stadigvæk muligt at reservere tankerne til andre formål end markedets.

     At disse betragtninger ikke partout er esoterisk-filosofiske eller kapitalismekritiske bevidner udsagn af Alan Greenspan, tidl. direktør for The Federal Bank i USA. I 2004 proklamerede han:

“The total fraction of our economy that is essentially conceptual rather than physical has been rising…..We must begin the important work of developing a framework capable of analyzing the growth of an economy increasingly dominated by conceptual products.”

     Forudsætningen for at udvikle et tænksomt universitet, der kan levere grænseoverskridende ny forskning, er det åbne og dynamiske samspil med omverdenen. Kreativitet, nysgerrighed og kritik kan ikke planlægges i detaljer. Samtidens allestedsnærværende imperativ lyder: Vær kreativ! Men denne oxymorone fordring risikerer at ødelægge grobunden for den forskning, der har ambitioner om at drive det til mere end best-practise kalkulationer og såkaldt modus-2-videnskab. 

      For 400 år siden skrev Francis Bacon, at viden er magt, og i nyere tid har både Friedrich Nietzsche og Michel Foucault påvist, at viden og magt er intimt forbundne størrelse; men også, at det langt fra på forhånd altid er givet, om den konkrete viden kommer til at tjene livet, staten, aktionærerne, kunsten, forbrugerne, krigen, fantasien, fremtiden, næsten eller videnskaben selv. Magtformerne og vidensformerne formerer sig grænseløst, og midt i det hele, kan viden også fungere som produktiv modmagt.

Bilag 3: Hvad kan det tænksomme universitet tænke, som andre ikke tør?

Dette spørgsmål er GNOSIS sat i verden for at undersøge og give praktiske bud på i løbet af de kommende år. Følgende konkrete initiativer sættes i værk: 

GNOSIS deltager i og bidrager til de relevante aktiviteter bredt på Aarhus Universitet – med særligt henblik på en dialog med centrene inden for neuroscience.

GNOSIS etablerer sig som forskningsinstitution i løbet af foråret 2008 med fem VIP’ere ansat på fuld tid.

Givet den foreløbige ramme har GNOSIS mulighed for at indgive en ansøgning om at blive akkrediteret som et Centre of Excellence til Danmarks Grundforskningsfond i 2009 - samt i 2011 at indgive en fornyet ansøgning med henblik på yderligere finansiering.

GNOSIS agter også at udføre indtægtsgivende opgaver for eksterne interessenter med henblik på at sikre en vis selvfinansiering. Flere af sådanne aftaler er allerede indgået.

GNOSIS’ samarbejdspartnere er – ud over Århus Universitets eksisterende netværk – foreløbig:

Philosophy of the Mind, Humboldt-Universität zu Berlin

Sigmund Freud Institut, Frankfurt am Main

Centre George Canguilhem, Université de Paris 7

Center for the Study of Intellectual History, UCLA

Tidsplan omhandlende målrettet indsats ud over relevant forskning af tværfakultær signifikans og almindelig publicering, konferencearrangeren og –deltagelse:

F08: Forbedring af arbejdsgrundlag, bl.a. via internationale kontakter og rejseaktivitet

E08: Forberedelse af kursusvirksomhed og tematisk international konference

F09: Afprøvning af kursusvirksomhed, opsamling af kritik og erfaring

E09: Ansøgning til Danmarks Grundforskningsfond

F10: Gentænkning af projektet

E10: Full-scale kursusvirksomhed

F11: Opsamling af forskningsresultater

E11: Fornyet ansøgning til Danmarks Grundforskningsfond